Honningtyper

Forårshonning

Forårshonningen er årets første høst – slynget den 29. maj 2026. Den er sødere og mere lys end sommerhonningen. I år er den ikke så mild i smagen som tidligere år, sikkert på grund af varmen først i maj. Den smager herligt på nybagt brød. Egner sig godt til brug i te.

Fordi honningen indeholder relativt meget glukose i forhold til fruktose bliver den hurtigt fast i konsistensen og den flydende, urørte version krystalliserer hurtigt af sig selv. Honningen indeholder aktive enzymer, og den faste, rørte version bliver blødere og smørbar ved henstand i en månedstid. Bierne har trukket på mælkebøtte, erantis, krokus, pil, slåen, mirabelle, tjørn og frugttræer. Her henter bierne den første pollen og nektar.

Sommerhonning – slynget 24. juni

Sommerhonningen er lidt mørkere og smagfuld. Bierne har trukket på kastanje, kløver, blåhat, hindbær, solbær, aronia, hortensia, hjulkrone, kornblomst, cikorie, tidsel og valmue.

Honningen er slynget den 24. juni 2026. Der er flydende honning til salg, men det meste honning er rørt og podet med forårshonning, som allerede er fast. Når honningen røres, styres krystalliseringsprocessen, så man får små fine krystaller og en honning med den klassiske fløjlsagtige konsistens.

Honningen er ikke så fast som forårshonningen og særligt i år er den meget blød og cremet, fordi fruktoseindholdet er højt.

Sensommerhonning kommer slut august

Sensommerhonningen kommer sent i år, fordi sommeren fortsætter ind i august. I det hele taget ser det ud til at vi biavlere skal indstille os på at sæsonen flytter sig i takt med klimaforandringerne.

Sensommerhonningen er endnu mere smagfuld end sommerhonningen og har et højt indhold af fruktose.

Bierne har trukket på tidsel, kløver, cikorie, gederams og lavendel.

Ring eller skriv gerne, hvis du har kommentarer eller spørgsmål

Jesper Grarup – jesper@stickhill.dk – 41 67 70 17